Floorball

Floorball er et udbredt spil i idrætsundervisningen i folkeskolen, så der er en god chance for, at du allerede har prøvet kræfter med det. Vi tilbyder floorball her på efterskolen, hvilket flere sportsinteresserede elever benytter sig af.

Generelt om floorball

Floorball er et teknisk spil med højt tempo, og man når virkelig at få pulsen op undervejs. Samtidig er det en holdsport, som kræver samarbejde med medspillerne og ikke mindst en smule taktisk snilde.

På mange måder minder sporten om hockey, blot med lidt anderledes regler, passende udstyr og nogle andre omgivelser. Underholdningen er dog mindst lige så høj, og floorball er langt mere tilgængeligt. Det er en sportsgren, som alle kan være med til, uanset størrelse, køn, erfaring og lignende. Du vil lære en masse teknik, når du træner floorball på Onsild - lige fra skud til afleveringer og forsvar.

Vi spiller både kampe og turneringer

Det skal ikke kun handle om træning, når du vælger floorball som fokusfag. Vi spiller nemlig også kampe mod andre efterskoler, så holdet virkelig kan få prøvet talentet af i praksis.

Udover disse kampe deltager vi også i Nordjyske Mesterskaber for efterskoler, som er en super sjov dag, der både har fokus på det sportslige og det sociale. Denne mentalitet gælder generelt for floorballfaget - vi træner for at blive bedre, men vi glemmer heller ikke at have det sjovt. Holdet bliver rystet godt sammen, og der er ingen tvivl om, at du vil få nogle super gode oplevelser ved at tilvælge floorball på dit efterskoleophold.

 

Tilbage til oversigt!